Før du læser...

Historierne på RO er personlige fortællinger om menneskers egne oplevelser med fertilitet og fertilitetsbehandling.

Alle forløb er forskellige, og det, der gælder for én, gælder ikke nødvendigvis for en anden. Historierne er derfor ikke vejledning eller en kilde til fakta om fertilitet, graviditet eller behandling, men et sted for erfaringer, perspektiver og fællesskab.

Har du spørgsmål til din egen behandling eller søger du konkret viden om fertilitet, anbefaler vi, at du taler med din læge på fertilitetsklinikken.

Når livet slår knuder

Jeg har valgt at skrive dette indlæg, til andre, der gennemgår fertilitetsbehandling og/eller graviditetstab, og det virvar af følelser, det medfører, da jeg husker følelsen af ensomhed under behandlingen, trods mit rationelle jeg godt vidste, at vi ikke var de eneste. Jeg har også valgt at skrive det, som en del af min egen helingsproces, i kampen for at opnå vores drøm. 

Min mand og jeg mødte hinanden i juni 2016. I sommeren 2019 startede vi i fertilitetsbehandling, efter vi selv havde forsøgt. Da der, umiddelbart, ikke var noget at finde på nogen af os, startede vi med inseminering. Her fik vi 4 forsøg, det 1. forsøg uden stimulering. Jeg havde ikke den store tro på en fuldbåren graviditet ved inseminering, trods alt så fint ud hver gang. Jeg ved ikke hvorfor, men det var blot en mavefornemmelse. I oktober 2019, havde vi brugt sidste forsøg, uden held, og blev derfor henvist til IVF. Vi havde forstået, at der var 1 års ventetid, så vi bookede en tid på fertilitetsklinik 1. Vi nåede opstartssamtalen, men kort efter fik vi en indkaldelse til IVF gennem det offentlige, med en tid kun 2-3 måneder efter sidste insemineringsforsøg. Vi undrede os så meget, at jeg faktisk ringede til den offentlige klinik, for at høre, om det kunne være rigtigt. Lægesekretæren, jeg fik fat i, grinede ligesom jeg, af det, men det var korrekt og vi valgte derfor at starte i det offentlige. 

I januar 2020 fik vi 1. ægudtagning. Der kom 4 æg ud, 2 udviklede sig som de skulle. Det ene æg blev lagt op, det andet frosset ned. Vi var fulde af optimisme og håb. Jeg havde hørt, at ægoplægning ikke var så slemt. Det var dog ikke tilfældet hos os. Det gjorde så ondt! De måtte skifte instrumenter 2 gange og tilkalde en ekstra læge, der skulle presse på min mave med en, på det her tidspunkt, en ret fyldt blære. Ægoplægningen lykkedes med kamp. Efterfølgende pletblødte jeg frem til blodprøve. Blodprøven var positiv, men HcG var lavt. Jeg fik en ny blodprøve 2 dage efter, en fredag, som var steget til det dobbelte. Jeg havde dog, lige inden telefonsamtalen, blødt lidt mere, da jeg var på toilettet, men der var ikke andet at gøre, så tidligt i forløbet, end at se dagene an og vente på en ny blodprøve. Dagen efter begyndte jeg at bløde rigtig meget og fik smerter i maven. Jeg ringede til den offentlige klinik, men da det var weekend, skulle vi vente til mandag med en ny blodprøve. Vi blev selvfølgelig kede af det, men der var samtidig en optimisme i, at vi nu kunne blive gravide. Nye blodprøver, om mandagen, viste, at det var en spontan abort. Vi skulle vente en cyklus, inden vi kunne gøre brug af den blastocyst, vi havde på frys. Desværre blev landet, i marts 2020, lukket ned, pga. COVID-19, og det inkluderede også fertilitetsklinikkerne. Jeg forsøgte, gentagne gange, at ringe til den offentlige klinik, og fik endelig, i april, fat i én, der kunne fortælle mig, at der minimum ville gå 6mdr., før de åbnede igen. Derudover var der, i det offentlige, en risiko om man vil, for ventetid, når vi tilmeldte os et forsøg. De havde muligheden for at afvise os 2 måneder i træk, så vi kunne risikere at se 8 mdr. frem, før vi ville kunne få næste forsøg.

Vi var hurtigt enige i, at vi ikke kunne vente så længe, og da de private fertilitetsklinikker igen var åbnet, valgte vi at tage kontakt til fertilitetsklinik 1. Da vi havde haft en opstartssamtale, skulle jeg blot ringe, når jeg fik min menstruation. 

Jeg var, dengang, fysioterapeut i det kommunale, bl.a. med cancer som speciale, og havde, i forbindelse med insemineringerne, skulle finde på diverse dækhistorier, da man skal kunne møde op med 2 timers varsel på insemineringsdagen. Jeg havde fortalt vores forløb til 2 af mine tætteste kollegaer og de var så søde at hjælpe med mine borgere, hvis jeg var nødt til at gå. Jeg prøvede at time min kalender, så jeg relativt nemt kunne smutte, men det var, til tider, stressende. Vi havde, under insemineringerne, ikke fortalt vores familier/venner om vores situation.

Vores familier og de fleste venner, fik det at vide, da vi startede i IVF behandling. Jeg fortalte mit team, på arbejdet, om det i april 2020, og det blev heldigvis taget virkelig godt imod. 

I maj 2020, fik jeg en ægudtagning på fertilitetsklinik 1. Her så de også, at jeg har en ret bagoverbøjet livmoder, men mente ikke at det lå til grund for ikke at have opnået naturlig graviditet. Måske var det derfor, at vores 1. ægoplægning var så smertefuld. Ved ægudtagningen, fik vi 11 æg ud, hvoraf 7 udviklede sig til blastocyster. En kæmpe lettelse og optimisme bredte sig. Vi håbede at der ville være tilstrækkelig med æg til et barn. Vi var her, fortsat ganske uvidende om hvilket forløb vi så ind i… Den 1.  ægoplægning på fertilitetsklinik 1, og ægoplægning nr. 3, var i maj 2020. Grundet COVID-19, måtte jeg ikke have min mand med til hverken ægudtagning og/eller -oplægning. Han sad derfor i bilen og ventede på mig. 

Ventetiden for ham, var lang. Specielt under ægudtagningen, da jeg ikke kunne informere ham undervejs, hvordan det gik. Dagene gik og blodprøvedagen kom. Desværre var blodprøven negativ.

I juli 2020 fik vi forsøg nr. 2. Ventetiden føltes uendelig lang. Blodprøven blev taget på fertilitetsklinik 1, men jeg kunne se svaret via MinSP, så jeg var forberedt, da klinikken ringede. Blodprøven viste et fint HcG, der, over de følgende uger, steg som det skulle. Vi så hjerteblink i midt august og skuldrene kunne sænke sig lidt. Desværre begyndte jeg at bløde den 03.09.2020, 9+5, og en skanning kunne vise at det var gået til, lige efter hjerteblink skanningen. Jeg blev derfor sat i en medicinsk abort. Min krop klarede det godt, om end det var ret smertefuldt, og fulgte slavisk forløbet, der var beskrevet på det informationsmateriale vi havde fået med. Vi var knuste over drømmen var gået til igen, men havde alligevel følelsen af, at vi ikke kunne komme hurtigt nok videre til næste forsøg. Det skete en fredag eftermiddag og jeg havde én sygedag fra arbejdet i den forbindelse. Jeg havde et arbejde, hvor min egen sorgprocess, både fysisk og psykisk, og en omsorg for mine daværende borgere skulle sameksistere. Det var virkelig hårdt, og jeg måtte pakke min egen krise væk, når jeg trådte ind af døren på arbejdet. Jeg foreslog min daværende leder at jeg fik en paragraf 56, men hun mente ikke at jeg var væk tilstrækkelig og derfor ansøgte vi ikke om det. 

Vi fik ægoplægning nr. 4, i oktober 2020, der desværre ikke blev til noget. Jeg vidste godt svaret inden fertilitetsklinik 1 ringede, men det var også tydeligt at høre på tonelejet om blodprøven var positiv eller negativ. Min cyklus var meget kort efterfølgende og derfor sprang vi november over.

Vores 5. IVF-forsøg er den 23.december 2020. Jeg tager en graviditetstest nytårsaften. Der ses 2 fine streger, men den lykke, der tidligere har ramt os ved en positiv test, overskygges af frygt. Vi finder noget tro på, at det må gå godt denne gang. Blodprøven er med fint HcG. Grundet tidligere forløb, vælger vi at få en tidlig skanning, den 13.01.21, da jeg er lige omkring 6+0. Denne viser fint hjerteblink og størrelse. 2 dage efter, den 15.01.2021, vågner jeg, tidligt om morgenen, og bløder kraftigt. Jeg kontakter egen læge og bliver henvist til en gynækolog, der har tid samme dag. Da COVID-19 stadig fylder, må min mand ikke komme med, så han går udenfor og venter. Trods massiv blødning (jeg ligger på hendes briks og det løber ned på gulvet), mener hun at der fortsat er liv. Jeg kan ikke se hjerteblink, men er heller ikke langt henne og er ikke uddannet til at se på den slags skanninger. Jeg får af vide, at jeg skal gå hjem og tænke gode tanker, hvilket er noget nemmere sagt end gjort, når jeg godt ved, at der ikke er liv mere. Jeg føler det var en meget underlig skanning/samtale. Vi skal i sommerhus med min familie den weekend, som ved at vi er i behandling, så derfor tager vi afsted. Vi har fortalt dem, at det desværre ikke ser positivt ud. Et par dage efter, bliver jeg pludselig meget dårlig om aftenen. Min mand spørger om jeg er okay, da han kan se at jeg er skidt. Jeg får koldsved, opkast og on/off ve lignende smerter. Efter noget tid, banker min mand på døren til toilettet og da jeg åbner spørger han om jeg har været i bad, da jeg er så våd af sved. Han insisterer på, at ringe 1813, hvilket han gør. De vil først have, at vi selv skal køre, men han tør ikke tage ansvaret for at køre med mig, så de sender en ambulance. Da ambulancen kommer, og jeg står på toilettet med bukserne nede om anklerne og uden bh, er den ene ambulanceredder, én jeg kender fra min fodboldtid. Jeg husker, at jeg trods smerter, der fylder, synes det er super akavet! Jeg kan ikke gå oprejst, så de er enige i, at vi ikke skulle være kørt selv. Da jeg kommer på hospitalet, bliver jeg skannet, og de kan se, at der sidder en rest væv tilbage, men også at min livmoderhals er helt lukket. Det er den rest, der har forsøgt at komme ud igennem en lukket livmoderhals. Jeg får derfor en medicinsk abort og det resterende kommer ud et par dage efter.

Vi beder, derefter, om en samtale med fertilitetsklinik 1 og grundet 3 tab, bliver vi henvist videre til en afdeling for gentagne tab. Der er ca. 6mdr ventetid og i starten er det dybt frustrerende, fordi 1 måned i fertilitetsverdenen kan føles som evigheder. Vi lærer at lande i den ventetid, jeg får gjort gode ting for mig selv og min krop. Jeg starter ved en fertilitetscoach, får lavet en hår-mineralanalyse, og undervejs finder jeg også ro i ventetiden og i ikke at skulle tænke over hvornår/hvor meget motion, jeg dyrker og hvad jeg drikker og spiser. 

Vi er til samtale i maj 2021. Jeg har fået taget et hav af blodprøver forinden samtalen. Da de ikke kan finde noget, der ligger til grund for de 3 tab og vi ikke har opnået en naturlig graviditet, bliver vi tilbudt immunoglobulin behandling. Vi takker selvfølgelig ja, for vi var villige til hvad som helst i håb om succes. Havde de sagt, at jeg skulle spise bladselleri 5 gange om dagen og hoppe 10 gange på højre ben, så havde jeg også gjort det. 

Vi får vores 6. IVF-forsøg den 13.06.2021. Jeg tager, som tidligere, en graviditetstest før blodprøvedagen, som er positiv. Denne fortsætter med at blive tydeligere og da blodprøvedagen kommer, er det også et fint HcG. Trods at frygten fylder mest, er der alligevel, inderst inde, en tro på, at det vil lykkedes denne gang. HcG stiger som det skal og vi følges tæt med ugentlige skanninger fra 6+0. I takt med at jeg kommer længere i graviditeten, skal jeg også skære noget medicin fra. Det er virkelig angstprovokerende, fordi tiltroen til at min krop selv kan, er noget nær ikke-eksisterende. Jeg får også lov til at tage cyclogest i længere tid end normalt og skære langsomt ned. Det lykkedes heldigvis at gennemføre graviditeten med succes, og vi får, den 19.02.2022, vores søn, som kommer til verdenen ved akut kejsersnit, efter at være igangsat en onsdag, vandet går fredag formiddag, jeg får høj feber, der ikke kan slåes ned, natten til lørdag og da der lørdag morgen ikke er sket synderlig fremgang. Generelt var graviditeten fyldt med frygt og jeg husker, at min mor sagde til mig, da jeg havde få uger til termin, at jeg snart måtte sige “når han kommer” og ikke “hvis han kommer”. Den efterfølgende tid er fyldt med lykke, men der er også en konstant underliggende uro i, at vi måske skal i behandling igen og hvad denne byder, da vi drømmer om 2 børn. 

Grundet vores historik, venter vi kun de 9mdr vi anbefales, efter kejsersnit, inden vi starter med at forsøge på barn nr 2. Efter 2 måneder, kontakter vi den offentlige fertilitetsklinik og i januar 2023 starter vi op igen. Vi forsøger, at lave en procedure, så tætliggende på den vi fik, med vores søn. Da det kommer til stykket, er den offentlige klinik dog ikke lige så enig i mængden af doser medicin som privatklinikkerne, og jeg må tale min sag for at få lov at tage cyclogest 3 x dagligt, fremfor 2.

Vores 7. IVF-forsøg er i slutningen af januar 2023, kort tid efter jeg er kommet retur fra barsel. Resultatet bliver er en positiv graviditetstest (for ja, jeg har hjemmetestet) og en positiv blodprøve. Vi er overrasket, da vi havde tænkt at det ikke ville ske med det samme. HcG er lav, men stiger tilstrækkeligt til blodprøve nr. 2. Ved 3. blodprøve stiger den ikke helt som ønsket. Pludselig tager den dog et godt ryk igen. Det gør, at lægerne mistænker en graviditet udenfor livmoderen. Vi bliver skannet tidligt i det offentlige, i håb om at kunne se, at det ligger som det skal. Her ser de hjerteblink og et fosteranlæg svarende i størrelsen ift. hvor langt jeg er. Senere samme dag, kommer en blødning. Da det er efter lukketid, selvfølgelig en fredag, skal vi vente til mandag før vi kan få en ny skanning. Det er der ingen af os, der kan være i, så vi finder en privatklinik, der har tid om søndagen. Frygten i os er voksende og derfor har dén ene dag kæmpestor betydning. Der er fortsat hjerteblink, men et fosteranlæg, der, umiddelbart, ikke er vokset ift. hvor langt jeg er. Vi bliver skannet igen om mandagen på den offentlige klinik, som er enige i gårsdagens skanning, men da der stadig er hjerteblink og et stigende HcG, bliver vi fulgt tæt, da de ikke kan konkludere noget endnu. I 3 uger render jeg on/off til blodprøver og skanninger, for ikke at snakke om den psykiske del i ikke at vide om vi er købt eller solgt, og i uge 8 går fosteranlægget til. Denne gang skulle der 3 x medicin til, før alt væv var ude og først omkring påsken i 2023 var alt ude. Det er benhårdt at skulle bearbejde den sorg, der følger med, når der også er et lille barn derhjemme at tænke på og tage sig af, samtidig med, at det er ham, der holder vores humør højt. Undervejs i de 3 ugers uvished, har jeg haft kontakt med afdelingen for gentagne tab for at høre hvor mange tab, der skal til, før vi igen kan blive henvist. Vi bliver henvist på ny og denne gang er ventetiden dog ikke så lang, da de ikke starter forfra med nye blodprøver, hvilket egentlig også undrer mig lidt efter en fuldbåren graviditet, men vi er lykkelige for at blive henvist. Planen er, at køre helt samme procedure som med vores søn, dvs. immunoglobuliner og hvad der dertil hører af medicin.

Vi forsøger, på bedste vis, at behandlingsforløbet ikke skal gå ud over vores søn, men den dårlige samvittighed er der. Jeg har dårlig samvittighed overfor mine kollegaer, da jeg er så ustabil, trods de hjælper alt det de kan uden at fortrække en mine. Desværre følte jeg mig presset af min daværende leder til at lægge låg på de psykiske udfordringer, sådan et forløb medfører, da jeg oftest følte mig nødsaget til at komme tilbage på arbejde, når den værste del af aborten var ovre. 

Vi tager efterfølgende fat i fertilitetsklinik 1, hvor vi fortsat har 2 æg på frys. I maj 2023 får vi vores 8. IVF-forsøg. Jeg når en præ-behandling af immunoglobulin. Det bliver til en biokemisk graviditet, hvor der var meget lavt HcG ved 1. blodprøve, der var faldet til dagen efter.

I juli 2023 får vi vores 9. ægoplægning, som også er det sidste æg på frys. Det bliver til den 6.graviditet. Igen her, var der lavt HcG, som steg som det skulle til blodprøve nr. 2, for derefter, ved 3.blodprøve, ikke at stige tilstrækkeligt. Jeg nåede at opstarte immunoglobuliner, og vi nåede også til at opstarte skanningerne. Der ses, ved skanningerne, 2 fostersække, men ingen fosteranlæg. 

Mistanken om en graviditet udenfor livmoderen lurer igen, men forbliver heldigvis ved det. Mit HcG steg, men stadig ingen fosteranlæg. Jeg bliver henvist videre og bliver bedt om at komme samme dag, som jeg har været til skanning. Jeg bliver lidt stillet til ansvar for hvorfor jeg står der og må forklare, at jeg da også helst ville undgå den situation, vi står i. Omkring uge 8-9 ses fortsat ingen fosteranlæg og graviditeten afbrydes. Her er jeg igennem 2 omgange medicin, da den første ikke fjerner al væv. Da HcG er normalt, er vi til en samtale på mhp. det videre forløb. Her ser de, på en skanning, at der fortsat er graviditetsvæv, trods jeg har haft én normal cyklus. Jeg bliver derfor, igen, henvist til det offentlige, hvor jeg får lavet et lille udskrab af de sidste væv.

Da vi allerførst startede op hos afdelingen for gentagne tab, fik vi information om et nyt projekt. Vi fik heldigvis aldrig brug for det dengang. Vi er ikke blevet informeret om det denne gang og da jeg selv spørger ind til det, viser det sig, at de sidste 2 graviditeter kunne have været med i forskningsprojektet. Det er frustrerende, at vi har misset chancerne i de 2 forsøg, for at få yderligere udredning. 

Jeg snakker med min daværende leder og holder lidt fast på, at jeg synes vi skal ansøge om en paragraf 56. Det vil lette min samvittighed overfor mine kollegaer og borgere. Det går hun med til. Det ændrer dog desværre ikke på, at jeg ofte føler, at det kun er den værste blødning fra aborterne, der skal overstås, før det forventes at jeg igen står klar til at arbejde. Derudover kan jeg mærke at omsorgstrætheden fylder mere og mere. Det er svært for mig, at rumme mine borgeres udfordringer/sygdomme, at være nogens hustru og vigtigst af alt, at være nogens mor i kombination med også at skulle hele og trække mig selv op gang på gang, efter gentagne graviditetstab.

Min mand har ikke mulighed for at tage fri til alle undersøgelser, skanninger, kontrolskanninger i forbindelse med graviditetstab osv., så jeg står ofte alene med de undersøgelser/skanninger. Jeg kunne godt savne, at partneren fik større frihed til at kunne deltage i diverse undersøgelser og skanninger, da det er så indgribende en situation at være i som kvinde og som par. 

Efter 6 graviditeter og 5 graviditetstab, fik vi en snak med fertilitetsklinik 1, da vi er frustreret over, at et mønster med lav HcG gentager sig. Jeg bliver hyppigt gravid, men det er som om min krop ikke formår at tage den længere end dertil. Der er, umiddelbart, ikke andet at gøre end at blive ved, da der ikke er noget at se på skanninger/blodprøver. Vi har altid været meget glade for at være tilknyttet fertilitetsklinik 1 (de hjalp os til at opfylde vores største drøm om at blive forældre), men jeg havde brug for at “ryste posen”/få nye øjne på. Trods vi fortsat havde rigtig god kommunikation med fertilitetsklinik 1, og de altid har været lydhøre overfor hvad vi har spurgt til/vores bekymringer, valgte vi at skifte til fertilitetsklinik 2. Jeg kan dog ikke sige det nok – fertilitetsklinik 1 har stadig min varmeste anbefaling. 

Vi startede efteråret 2023, med samme dosering af medicin, som da jeg fik ægudtagningen med de mange æg, på fertilitetsklinik 1, tilbage i 2020. Det kommer der 4 æg ud af, alle befrugtes og 1 enkelt klarer det til blastocyst, som bliver lagt tilbage på 5.dagen. Oplægning nr. 10… Det bliver ikke til en graviditet, som er første gang længe, vi står med et negativt svar. På én måde føles det som en lettelse, fremfor et lavt HcG og en gentagelse af de sidste 2 graviditeter. Jeg kan huske, at jeg faktisk også følte lidt skam over at have det sådan.

Lægerne konkluderer, at jeg har et par æg, der hver gang er førende, så de beslutter derfor at jeg først skal køre nedregulering i 3 uger, for derefter at starte stimulering, i håb om at få flere æg med i kampen, da der er en fin mængde æg. Det bliver med andre præparater end tidligere. I slutningen af januar 2024, får jeg min 4.ægudtagning. Det kommer der 14 æg ud af. For første gang, er der en dårlig sædprøve, som resulterer i ICSI. Min mand har haft høj feber et par gange, på et par måneder og de mener, at det er årsagen til den sædprøve. 1 æg af højeste kvalitet klarer den til ægoplægning på 5.dagen, den 11. oplægning. Jeg bliver gravid, men igen med et lavt HcG. Ved 2. blodprøve er det steget som ønsket fra afdelingen for gentagne tabs side og jeg får derfor immunoglobulin. 3.blodprøve (som om der er en forbandelse over 3.blodprøve) viser at det ikke er steget tilstrækkeligt og jeg klarer en abort uden medicin eller andre tiltag. Jeg går med det samme i gang med nedreguleringen igen, frem mod en ny ægudtagning. 

Den 5.ægudtagning får jeg den 16.04.24. Jeg får mere ovitrelle, et par dage før ægudtagningen, denne gang og ægudtagningen giver 16 æg. 14 æg befrugtes. Da jeg skal rejse 2 dage senere, får jeg lagt et æg tilbage allerede på 2.dagen (Ægoplægning nr. 12), også for at prøve noget andet. Derudover bliver der 4 stks til frys. Jeg er afsted i 4 dage på tøsetur. 2 dage efter jeg er kommet hjem, den 23.04.26, sent om aftenen, vågner jeg og er dårlig. Jeg tror først det er madforgiftning, da jeg må på toilettet, men i løbet af 1 time, bliver jeg virkelig dårlig, får koldsved og voldsomme smerter i højre side af maven. Jeg tager Panodil, og ligger på badeværelsesgulvet, men kan ikke finde hvile, så jeg føler mig mest af alt som en grillkylling på rotisseri. Jeg bliver ved med at tænke, at det stopper lige om lidt, men det bliver desværre kun værre og værre. Jeg vækker min mand og beder ham ringe 1813. De vil ikke godtage at snakke med min mand, og vil snakke med mig, trods jeg ikke har overskud til det. Sygeplejersken siger, at hun ikke kan indlægge mig ”bare” fordi jeg har ondt i maven og dårlig mave. Det er dog tydeligt for både mig og min mand, at det ikke bare er almindeligt ondt i maven. Min mand ved, at hvis ikke jeg har overskud til at tale, så er den gal. Vi får først, efter lidt tid, fortalt hende, at jeg én uge forinden har været igennem en ægudtagning, hvor der kom 16 æg ud. I dét øjeblik ændrer stemningen sig. Hun kontakter Afdelingen for Kvindesygdomme og vi bliver bedt om at køre dertil. Vores søn, som på det tidspunkt, er 2 år gammel, sover og vi vil ikke have ham med, så min mand ringer og vækker mine forældre, der kommer til os for at være der, hvis vores søn vågner. Vi kører mod hospitalet og på vejen bliver jeg mere skidt og ender også med at kaste op. Da vi kommer på afdelingen, går en sygeplejerske os i møde og jeg kommer direkte til undersøgelsesstuen. Jeg har en puls på 40, trods jeg ikke kan ligge eller stå stille pga. smerter. Jeg får smertestillende, som ikke er tilstrækkelig, så jeg får mere og andet smertestillende. 

De kan, på ultralydsskanning, se at den højre æggestok er noget større end den venstre, men umiddelbart ikke alarmerende stor og det var også en ægudtagning med mange æg. Grundet min tilstand, vil de ikke sende mig hjem, så jeg bliver indlagt og min mand kører hjem til vores søn. 2 dage efter indlæggelse, får jeg pludselig meget høje infektionstal. De forsøger med forskelligt antibiotika, uden effekt. Skifter til andet præparat, men stadig uden effekt. Jeg bliver CT skannet af et par omgange, ultralydsskannet, samtale med diverse læger, bl.a en mave/tarmkirurg, der siger, at hvis ikke infektionstallene er bedre til dagen efter, vil han anbefale at operere. Trods der ikke er fald i infektionstallene, går dagene alligevel. De er forsigtige med at skulle operere, grundet en mulig graviditet, men 1 uge efter indlæggelsen, den 30.04.24, er det sidste udvej, for at finde ud af hvorfor min krop reagerer som den gør. Her ser de, at højre æggestok er nekrotisk og kæmpestor. Den har formentlig roteret om sig selv ved indlæggelse, men var det ikke ved operationen. Derudover er højre æggeleder heller ikke funktionsdygtig mere. De må derfor fjerne begge ting. Da jeg, halvdøsig, vågner på opvågningen, hører jeg 2 sygeplejersker tale sammen og overhører hvad de fandt under operationen. Jeg er for døsig til at gøre meget mere end at ringe til min mand, der sidder på stuen og venter på mig. 

Dagen efter udskrives jeg og den “tåge”, jeg har følt, at jeg har rendt rundt i, er lettet efter operationen. Jeg har en udskrivningssamtale med en læge dagen efter, der minder mig om at én ting er det fysiske, at komme sig over, men der skal bestemt også tages højde for det psykiske. Jeg er bekymret for hvordan det skal gå – tør jeg få en ny ægudtagning, trods vi stadig har 3 æg på frys, da jeg, på daværende tidspunkt, ikke er super optimistisk med at ét af dem bliver til noget, set på vores historik. Jeg husker specielt én sygeplejerske, under indlæggelsen, som gav sig tid til at sætte sig ned og spurgte mig om et helt basic, men, for mig, meget betydningsfuldt spørgsmål, på det helt rigtige tidspunkt, ”hvordan har du det”. Min familie og venner har ofte spurgt mig/os om det, men hun ramte et helt rigtigt tidspunkt og jeg følte mig utrolig set og taget om.

Jeg var efterfølgende sygemeldt fra arbejde i en kort periode, trods hvad jeg lige havde været igennem. Efterfølgende var der uenigheder med min daværende leder ift. hvornår jeg skulle retur og hvor mange timer, jeg skulle stige fra uge til uge og frem til, hvornår jeg skulle være tilbage på fuldtid. Jeg var i en situation, hvor jeg var for sårbar til at holde på min ret og lytte til hvad jeg reelt set havde mest brug for. Set fra hendes side, havde hun selvfølgelig en arbejdsplads, der skulle hænge sammen, men jeg føler altid at jeg har taget et minimum af sygedage, når man tænker på hvad vi har været igennem og jeg var stort set aldrig ”almindelig syg”.

I sommeren 2024 booker jeg en tid ved en kvinde fra en offentlig fertilitetsklinik, som tilbyder, helt objektivt, at kigge på ens sag. Hun er helt uvildig og har, på den måde, ikke noget i klemme, i form af, at hun frit kunne sige, hvis vores kamp var nytteløs. Hun siger, at par som os, ifølge deres data, ofte vil lykkedes, men det er et spørgsmål om hvor meget vi kan holde til. Snakken med hende giver os optimisme og et større håb til at fortsætte. 

Dagene går og jeg får min menstruation. Min cyklus er retur til normalen med det samme. Vi skal vente 8 uger før vi må gå i gang med næste behandling. Jeg tror, jeg alle dage har været (for) god til at lægge følelserne til side, når det kom til at skulle videre til næste forsøg. Tænk nu hvis DET var måneden. 

Den næste menstruation lader vente på sig og da vi skal til koncert, tager jeg en graviditetstest. Jeg er aldrig blevet naturlig gravid, så ingen af os forventer noget, men min cyklus har aldrig været for lang (kun for kort efter graviditetstab) og derfor tager jeg en test. Der er sgu to streger på testen! Ingen af os havde set den komme. Dog kan jeg godt regne ud, ift. hvornår jeg burde have haft min menstruation og at den ene streg på testen ikke er super tydelig. Vi er begge ret overrasket over, at det lige pludselig er en mulighed, da det aldrig er sket før og vi tager derfor kontakt til både fertilitetsklinik 2 og afdelingen for gentagne tab, for hvad gør man egentlig, når man pludselig bliver naturlig gravid? Jeg bliver tilbudt en blodprøve og takker selvfølgelig ja. Den er positiv, men, som forventet, lav som de tidligere gange. Blodprøven stiger til næste gang, men igen viser 3.blodprøve, at det ikke stiger som det skal og kort efter, begynder jeg at bløde. Min krop klarer (heldigvis) selv aborten uden medicinsk tiltag, når det nu ikke kunne være anderledes.

I august får jeg ægoplægning nr 12, med negativt svar. Min cyklus er underlig efter. Det er som om min menstruation tager til/aftager og der kommer små koaguler. Jeg bliver skannet i denne cyklus, i slutningen af august 2024, og min krop har været meget hurtig ift at danne ægblærer. Lægen på fertilitetsklinik 2 har ikke en god fornemmelse, trods en meget fin slimhinde. Selvom vi bare rigtig gerne vil videre, lytter vi også til hende, da hun, trods alt, sidder med en masse erfaring. Min cyklus havde også været underlig siden den naturligt opnåede graviditet og efterfølgende abort, så jeg var i bund og grund, fint tilfreds med at springe en cyklus over. I starten af september 2024, har jeg smerter i underlivet, som kommer blot jeg er det mindste aktiv. Jeg kan genkende smerterne, men kan ikke huske fra hvad. De forsvinder igen, men få dage efter, starter endnu en blødning. Kun 15 dage efter 1.dag i sidste cyklus. Jeg kontakter fertilitetsklinik 2, da blødningen tager til. Jeg starter i hormonbehandling, da det jo må være min menstruation, omend både læge og jeg selv synes det er underligt. Jeg får en mistanke til at det er restvæv, der bl.a kommer ud, for det er med koaguler igen. Har siden aborten i sommeren ikke kunne mærke/se ægløsning, som jeg har kunnet tidligere og jeg har haft meget uren hud på ryggen, hvilket jeg aldrig har haft før. Forsøget aflyses og den efterfølgende cyklus kan jeg igen mærke/se mere til min ægløsning.

Den 22.10.24 får vi forsøg nr 13, desværre med negativt svar. Vi får igen et forsøg den 20.11.24, dog også med negativt svar. Vi er modløse og troen er forsvindende lille. Håbet er der, men det er småt. Tanker som hvor længe vil vi fortsætte, hvornår er nok nok, skal vi finde ro i at vi har vores søn og ikke får flere, begynder at være et samtaleemne herhjemme. Jeg vil aldrig kunne sige stop, før vi står med 2 børn, så hvis vi skal stoppe, skal det være min mand og/eller lægerne, der tager valget. 

Jeg har været sundhedsfaglig ansat i 14år og bl.a. arbejdet med borgere med en cancer diagnose i 5-6år. Dét at være i fertilitetsbehandling og at arbejde med en borgergruppe, der er i så eksistentiel en krise, tager meget af mit overskud. Min gnist til mit fag var dalende over længere tid og jeg følte at jeg manglede overskud som hustru og mor. Jeg valgte derfor at søge videre og i december 2024, var jeg så heldig at få et kontorjob. Jeg havde, ved første samtale, fortalt at jeg kom med en paragraf 56 og hvorfor. Jeg blev valgt, trods det og er dem meget taknemmelige for det.

Grundet nyt arbejde, valgte vi at springe december måned over og få en pause i julen. Det var på sin vis rart, fordi jeg ikke skulle tænke over medicin og skanninger, men igen kan én måned i fertilitetsverdenen føles som 1 år, så det var også et svært valg. 

Da vi kommer til samtale med fertilitetsklinik 2 i slutningen af december, rådes vi til at få lavet en priming i den aktuelle cyklus og derfor vente med ægoplægning til cyklussen efter. I midten af januar 2025 får vi en priming. Denne holder 2-3 mdr. Desværre rammer min førstkommende cyklus og dermed ægoplægning oveni, at jeg er på kursus i 1 uge i Jylland. Vi prøver på alle mulige måder om det vil kunne lade sig gøre at kombinere, men det kan ikke hænge sammen. Vi udskyder derfor ægoplægning og en frygt for at det så er ”for sent” ift. priming, bor i mig. Det er vores sidste æg på frys og oplevelsen med ægudtagning, hvor jeg efterfølgende blev indlagt, sidder stadig i mig.

Den 02.03.25 får vi ægoplægning nr 15. Jeg tester hjemme tidligt om morgenen, den 10.03.25, og den er positiv. To dage senere, tester jeg igen. Fortsat positiv og noget mere tydelig. Den er lige så positiv som de sidste gange, hvor jeg har testet, om morgenen, på blodprøvedagen, så lidt optimisme, indfinder sig hos os og første milepæl er nået. Dagen efter er blodprøvetagning og den er på 613. Jeg får flere HcG målinger, og vi holder vejret lidt, da vi når til 3. blodprøve. Dén blodprøve er fortsat god. Endnu en milepæl. Vi fejrer de små sejre. Vi får en tidlig skanning, og der er hjerteblink. Derefter er der skanninger på stort set ugentlig basis. Vi lever fra dag til dag, og der skal ikke meget til at slå mig ud af kurs, ift troen på at det lykkedes nu. Min graviditet er fysisk hård, men mentalt bedre end den første, trods jeg fortsat mødes af enorm modløshed og frygt. Terminen bliver fastsat til den 13.11.25.

Den 11.11.25 er jeg til jordemoder. De sidste 14 dage op til, har der indfundet sig en kæmpe frygt for, at noget går galt under fødslen. Aftalen er derfor, at jeg skal have en samtale med en fødselslæge. Jeg når ikke den samtale, for vi bliver ringet op onsdag morgen, dagen før vores termin, at vi, grundet vores historik med gentagne tab, ikke må gå over tid og vi derfor skal møde til igangsættelse om aftenen. Da den første fødsel endte i akut kejsersnit, må jeg ikke igangsættes med piller. Vi møder til undersøgelse. Den indvendige undersøgelse viser at jeg ikke er tæt på en fødsel. Vi får en snak med en fødselslæge, som varsler at vi nok skal forvente et forløb med vedrop ect. Igen. Jeg har stadig en stor iboende frygt i mig, at noget går galt. Jeg har bestemt heller ikke en tillid til at min krop kan finde ud af at ”give slip”. Den har gennem flere år og forsøg blevet påduttet at holde på alt. Vores graviditetstab var også blevet mere kompliceret at komme af med, trods medicin. Derfor sadles om til planlagt kejsersnit, og vi er heldige at der er en enkelt tid tilbage dagen efter.

Det er en kæmpe forløsning endelig at være 4, som vi har drømt om længe og kæmpet for. Når jeg ser tilbage på vores forløb, kan jeg tænke at det er helt vanvittigt at vi har kunne være i det. Jeg er dybt taknemmelig for, at vi, trods det, stadig står her sammen, for det kan, indimellem, være svært at huske hinanden i et så turbulent forløb. Lasse Svan Hansen sagde i sin tale, da han blev optaget i Hall of Fame; “Frustrationen gav brændstof til min stædighed. Og den stædighed blev til vilje og vedholdenhed”. Jeg tror, når man har et så brændende ønske, så er pause ikke en mulighed.

Jeg har klippet hårtotter af mig selv, for at få analyseret hvilke vitaminer jeg havde behov for, fået akupunktur i stort set alle forsøg, af både længere og kortere perioder, haft min mand og jeg til en meget alternativ behandler, hvor vi kun var én enkelt gang, da det blev for alternativt til os, jeg har lavet øvelser i lange baner, spist blodsukkervenligt og måske også andre ting, som er gået i glemmebogen. Jeg er nu sikker på, at noget af det har været godt til mig/os, men der er bestemt også ting, der har været i afmagt og i et forsøg på at skabe lidt kontrol over en situation, som vi på ingen måder havde kontrol over. Vi blev relativt tidligt åbne omkring det, overfor vores nærmeste, og vi er kun blevet mødt af omsorg. For mig, havde jeg ikke brug for ”det skal nok lykkedes” eller forsøg på forklaringer eller forslag til hvad man kan prøve. Jeg havde blot brug for et kram og måske et ”jeg ser jer og vi er her, hvis i får brug for det”. 

Det psykiske efterspil er bestemt ikke uden omkostninger. Jeg har ikke meget tiltro til min krop, trods vores drøm om 2 børn gik i opfyldelse. Det har, til dato, været det hårdeste vi har været igennem både som individer og som par. Jeg ville ønske, at der var økonomi til også at hjælpe med det psykiske efterspil, der er i at være i fertilitetsbehandling, uanset resultatet heraf. Under min barsel med vores 2.barn, har jeg kunne mærke, at al den sorg og frustration, jeg har båret på, de år i behandling, skal lande et sted. De år i behandling, har jeg mødt den mest ødelagte del af mig selv, men samtidig også den stærkeste. Sorg og lykke kan sameksistere, og jeg er fortsat ved at finde ud af hvordan de år i fertilitetsbehandling skal definere mig/os. Det er et kapitel i vores fælles bog, som vi nu har sat et punktum for, men det vil altid være en del af vores historie, en del af min historie. Uvisheden om dét, at kunne opnå vores drøm, har sat dybe sår på sjælen. 

De sår bløder ikke nødvendigvis så meget mere, men de er endnu heller ikke helt lukket. Jeg skal finde en hylde, hvorpå det kan lande fint. Jeg skal finde de styrker frem, som behandlingen lærte mig igennem årene – det evindelige håb, når noget føles umuligt, dét at kunne rejse mig gang på gang, trods følelsen af at ramme en mur og dét at bevare troen, trods den føles forsvindende lille. 

Om du lige er startet i fertilitetsbehandling, har været i den igennem længere tid og/eller oplever graviditetstab, så håber jeg at min historie kan være med til at huske dig på, at du ikke er alene. Det er en benhård verden og jeg tror desværre ikke helt man forstår hvor hård, før man selv har stiftet bekendtskab med den.

- Anonym

Tak fordi du læste med

Vil du også dele din oplevelse med fertilitetsbehandling, til gavn for andre?

Så tøv ikke med at sende din historie til os på kontakt@foreningenro.dk.

Du bestemmer emne, vinkel, emne. Ja, alt. Naturligvis også om du vil være anonym eller have dit fornavn med.

Denne fortælling er skrevet af en person i fertilitetsbehandling, med ønsket om at give dig noget, du kan spejle dig i. Du er altid velkommen her i Foreningen RO.

Ninna Koefoed
Stifter af Foreningen RO