- og venskaberne bliver sat på prøve
Artiklen er en personlig beretning om fertilitetsbehandling, relationer og det der mærkelige rum imellem glæde og sorg.
Jeg blev gift med min mand i 2019. Det var en af de dage, hvor verden bare føles hel. Hvor man står der i sin kjole (eller hvad man nu har på), og lover hinanden at være der i medgang og modgang. Helt ubekymrede var vi.
Dagen efter mødte jeg op på hospitalet. Ja. Dagen efter. Det var ikke fordi, jeg havde fået et akut anfald af voksenlivet, eller var kommet til at google symptomer kl. 03.00 om natten. Det var planlagt. Vi skulle i fertilitetsbehandling, og jeg skulle til undersøgelse på fertilitetsklinikken. Vi gik direkte fra bryllupskage og kærlighedserklæringer, til venteværelser og samtaler om hormonbehandlinger og mine æggestokke.
Og fertilitetsklinikken. Ja, det er et sted, hvor alle ved, hvorfor man er der, men ingen siger det højt. Ingen ønskede at være den første, der sagde: Vi håber, vi frygter, vi prøver. Og det mærkelige var, at jeg følte mig fuldstændig gennemsigtig den dag.
Og så var der lægen. Jeg husker især en fin, humoristisk dialog mellem ham og jeg. Den slags humor, der opstår, når et menneske fornemmer, at man er ved at drukne, og lige rækker dig en badeand. Og måske var det dét, der var den første lektie i det hele: at man nogle gange har brug for, at nogen tør være menneskelig og humoristisk midt i det kliniske.
Behandlingen er én ting. Venskaber er noget andet
Jeg troede, at det sværeste ville være selve behandlingen med sprøjterne, hormonerne og scanningerne. Det uendelige forsøg på at forstå en krop, som pludelig føles som en fremmed. Men noget af det mest smertefulde var faktisk noget andet: venskaberne.
For mens vi gik igennem behandling, fortsatte livet omkring os. Som det jo altid gør. Veninder blev gravide. Nogle uden at prøve særligt længe. Nogle uden overhovedet at tænke over det. Og det er jo sådan, det skal være. Og det er skønt. bare ikke for alle.
Og måske er det ikke så forkert at have det sådan. Måske er det bare menneskeligt. Måske er det sorg, der prøver at finde en plads.
Noget af det absurde i forløbet er, at man kan være virkelig glad på andres vegne, og så samtidig føle sig helt tom inden i. Man kan stå med et smil og svare: ej, hvor er det dejligt! Og bagefter sidde i bilen og græde, fordi man pludselig føler sig som en, der er blevet efterladt på perronen. Og man tænker: hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke bare være glad? Er jeg et dårligt menneske?
Men, måske er det ikke et tegn på, at man er et dårligt menneske. Måske er det bare sorg, der er forklædt som misundelse. Måske er det kærlighed, der er blandet med tab.
Når en veninde fortæller, at hun er gravid, så starter der ofte en indre monolog, som lyder nogenlunde sådan her: Okay. Smil, vær glad. Vær normal. Husk at sige tillykke. Husk at virke oprigtig. Lad være med at se ud som om, du lige har fået en mental lussing. Og det værste er, at man ofte ER oprigtig glad. Men man er også bare.. Træt.
Dem, der spørger, og dem, der ikke gør
Der var veninder, som blev meget forsigtige. De valgte deres ord med omhu. De nævnte ikke babyer for meget. De spurgte stille om, hvordan det gik.
Og det var smukt. Men nogle gange føltes det også tungt. Som om jeg blev gjort til noget skrøbeligt. Som om jeg blev et emne, man skulle behandle varsomt.
Og så var der veninder, som ikke ændrede sig. Som stadig talte om alt muligt andet. Som ikke gik på listesko. Som sagde ting, der måske ikke var gennemtænkte, men som gav mig følelsen af, at jeg stadig var mig.
Og det overraskede mig, hvor meget jeg havde brug for begge dele. Både at blive set, og samtidig få lov til at glemme det lidt.
Fertilitetsbehandling skaber en ny form for usikkerhed i relationer. Må man spørge, hvordan det går? Eller gør man det værre? Må man fortælle om sin graviditet? Eller er det hensynsløst? Må man invitere til babyshower? Må man tale om navne og barnevogne? Og hvad med alkohol? Kan hun drikke et glas vin i dag? Eller er det en uge, hvor kroppen skal være perfekt? Er hun i behandling lige nu? Er hun i ventetid? Er hun i håb? Jeg tror, mange omkring én gerne vil gøre det rigtige. Men man kan ikke gøre det rigtige hele tiden, man kan kun være der.
Det mærkelige ved børnesnak
Det er også det paradoksale: at man længes efter børn, og samtidig kan blive træt af at høre om børn. At man synes, det er sødt, og samtidig næsten føler sig kvalt i det. Man vil gerne være en del af samtalen, men man føler sig udenfor. Man vil gerne høre om andre og deres lykke, men man har ikke altid kræfter til at holde den op imod sin egen ventetid. Man tænker indimellem: hvorfor kan jeg ikke bare være enkel? Men, fertilitetsbehandling gør ikke en enkel. Den gør en dobbelt. Man bliver både håbefuld og udmattet.
Den ensomhed, ingen ser
Noget af det mest ensomme ved fertilitetsbehandling var for mig det, der foregår i kroppen. Man kan have støtte, kærlighed og mennesker omkring sig, men man er alene om symptomerne. Alene om tankerne, og om det håb, der kan være så skrøbeligt, at man næsten ikke tør røre ved det. Men man mærker det. Og man bliver ekspert i ventetiden. Ventetid på svar, på blodprøver, på næste forsøg og på det liv, man ikke ved, om man får.
“Du skal ikke være ked af det. Jeg er også gravid”
Min mand og jeg fik vores datter i oktober 2021.
Før hun kom til verdenen, var der et langt forløb, hvor jeg lærte, at lykke ikke altid kommer som et spring. Nogle gange kommer den som forsigtige skridt.
Jeg husker tydeligt øjeblikket, at min veninde ringede til mig, og fortalte, at hun var gravid. Igen. Hendes stemme røstede næsten, og hun var tydeligt berørt af at skulle fortælle mig det. Jeg mærkede den velkendte blanding af glæde og smerte. Det er som en refleks, man får: smilet, ordene man ved kommer og efterfølgende klumpen i halsen. Og så kom det. Det øjeblik, hvor jeg skulle sige noget. Jeg turde næsten ikke selv tro på det, og så fik jeg sagt det: “Du skal ikke være ked af det. Jeg er også gravid”. Og i det øjeblik blev tiden stille. Noget faldt på plads, og ventetiden havde endelig fået en retning
Måske er det også svært at stå ved siden af
Jeg har ofte tænkt på dem omkring mig her efter mit eget fertilitetsforløb. Hvordan det må have været at være veninde til en i fertilitetsbehandling. At ville gøre det rigtige, og samtidig være bange for at sige noget forkert. At stå med sin egen glæde og samtidig være bevidst om den andens sorg. Måske er det også en ensom plads. Måske er det også svært at stå ved siden af et menneske, der længes.
Jeg arbejder selv i Foreningen RO i dag. Fordi det giver mening, og fordi det at tage hul på nogle af de emner, jeg tager hul på i artiklen hér, for mig har været en vigtig proces både under og efter. Vi taler meget om at skabe ro under fertilitetsbehandling. Jeg tror ikke, at ro betyder, at man ikke føler alt det svære. Jeg tror ro er det øjeblik, hvor man taler om, at noget er svært. I det øjeblik man tør sige: “jeg er glad på dine vegne, men jeg er også ked af det for mig”. Og hvor nogen svare, at det giver mening.