Gruppeforløb for mænd
Er du mand i fertilitetsbehandling med din partner, og har du brug for et sted, hvor du kan være dig selv og tale med andre i samme situation?
Dette gruppeforløb er for dig, der er i behandling med en partner, og hvor sæddonation er en del af jeres forløb. Du deltager alene i et fortroligt fællesskab med andre mænd, der står i en lignende situation.
Måske oplever du, at det kan være svært at sætte ord på de tanker og følelser, der følger med i forhold til fertilitetsbehandlingen generelt – men også i forhold til, at I skal forholde jer til sæddonation. Det kan være tanker om identitet, tilknytning, hvordan du bedst støtter din partner og generelt din rolle i det hele.
På gruppeforløbet møder du andre mænd, som også navigerer i de samme overvejelser. Vi skaber et trygt og fortroligt rum, hvor du kan dele det, der kan være svært, med andre i samme situation uden forventninger om, hvordan du ‘bør’ have det.
På dette gruppeforløb vil vi bl.a. berøre emner som:
/ Hvordan fertilitetsbehandling påvirker dig mentalt
/ At være mand i et forløb med sæddonation
/ Tanker om identitet, mandlighed og tilknytning
/ Parforholdet og kommunikation
/ Følelser
/ Måder at finde ro og stå stærkere i processen
Ovenstående emner er eksempler på nogle af de fokusområder, vi kan have i dialogen på et gruppeforløb. Som deltager er du også med til at vælge emnerne for ugen i nogle af ugerne. Sammen med de andre deltage vil en af vores frivillige koordinatorer guide jer igennem ugerne og sikre, at du får den bedst mulige oplevelse. Du får også mulighed for at kontakte koordinatoren mellem ugerne, hvis du har brug for det. Du får tilknyttet samme koordinator gennem hele forløbet.
Hos Foreningen RO tror vi på, at det kan være en stor hjælp at tale med andre i samme situation. Det kan virke forløsende og lettende at opleve, at andre har de samme tanker og følelser som en selv. Vi forsøger bedst muligt at matche dig med de andre deltagere.
Vi er også opmærksomme på, at ens mentale fokus er anderledes når man starter i fertilitetsbehandling, og når man har været i fertilitetsbehandling i lang tid. Det forsøger vi også at tage højde for i vores match af grupperne, hvis det er muligt.
Praktisk information
Vores gruppeforløb foregår online og løber over 5 uger, hvor man mødes halvanden time hver gang.
Forløbet er ganske gratis og kræver blot tilmelding via vores tilmeldingsformular.
Er du i tvivl om det er noget for dig, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os på mail, telefon eller via vores sociale medier.