Mange af os der er i fertilitetsbehandling eller har været i fertilitetsbehandling har oplevet et fælles sprog med andre, som også er i fertilitetsbehandling. Vi kan mærke hinandens følelser og kan tale om behandlingen på en anden måde – måske også selv vi ellers er fremmede for hinanden. Der kan opstå et fællesskab som for nogle er nøglen til overlevelse, og selv om man ville ønske man i udgangspunktet slet ikke var en del af den ’familie’, så er det alligevel vigtigt at have nogen at vende sig mod – nogen der har samme referenceramme. Især når vi har brug for at vende de lidt mere ’forbudte følelser’, som kan opstå undervejs.
’De forbudte følelser’… Ingen følelser er forbudte! Men de kan føles forbudte, som de opstår i situationer, der normalt set skal være rene og lykkelige. En af de forbudte følelser du kan opleve kalder jeg babyjaloui, og det kan være svært at vide, hvor du skal gøre af den følelse.
Babyjalousi kan opstå, når du på en gåtur, ser den ene vraltende gravide mave eller barnevogn efter den anden. Og man kan stirre sig blind! Det gjorde jeg i hvert fald.. Det er lidt ligesom, når vi køber en ny bil. Har du besluttet at købe en Skoda, så ser du Skoda overalt. Når det fylder mest, så drømmer du måske om, at det var din barnevogn, der blev skubbet rundt. Måske har du en partner, og I er det samme sted. Måske sender I hinanden et blik eller klemmer hinandens hånd… I ville ønske, I var den følelse foruden, men I har intet andet valg end at være i det. Når følelsen af babyjalousi opstår, så føles det forkert, måske endda tarveligt.
Jeg vil vove at påstå, at mange af os tager det som en selvfølge, at vi kan få børn. Jeg tænkte ikke meget over, at vi måske skulle bidrage til statistikken for ufrivilligt barnløse, da jeg var ung. Derfor slog det endnu hårdere, da vi skulle arbejde med erkendelsen af, at vi måske ikke kunne få de børn, vi havde drømt om.
Det at få et barn er noget at det smukkeste, reneste og helligste, vi kan foretage os. Det er faktisk et lille mirakel – uanset om det sker med eller uden hjælp. Derfor føles babyjalousi-følelsen så forkert, så tarveligt, for drømmen er jo så ren. Og i virkeligheden er det jo ikke andres børn, vi vil have, det er vores eget. Men hvordan får vi skilt alle følelserne fra hinanden? Hvordan får vi vendt noget, vi synes er mørkt, svært, måske pinligt? Hvordan finder vi en vej til at være mere åbne, ærlige, tro mod os selv – og sårbare?
Jeg ville ønske, jeg var mere glad på dine vegne..
Når du når en vis alder, bliver du oftere og oftere konfronteret med andres graviditeter eller børn. Blandt kolleger, søskende og i mellem venner.
Maverne strutter, og det er nemt at se andres fremtid udfolde sig for øjnene af en. Børn, så et hus, en have.
Måske oplever du at blive involveret i dine venners glæde og tanker om fremtiden, men en lille distance kan også begynde at snige sig ind.
På den ene side er distancen rar – for det kan være det eneste, du lige kan overskue i situationen. Det kan være den “nemme” løsning, bare ikke at blive konfronteret men komme på afstand. Men på den anden side ønsker du dig brændende at være en del af fællesskabet – det kan nærmest blive isolerende og ekskluderende, når afstanden opstår – en afstand der kommer af et (misforstået) hensyn. Og i virkeligheden vil du måske også gerne kunne glædes på dine veninder og venners vegne over deres lykkelige situation. Hvis jeg selv skal være bundærlig, så var jeg som oftest drøn misundelig på mine veninders graviditeter, og jeg ønskede, det var mig. Ikke på deres bekostning, men alligevel heller ikke på min egen..
Det kan være enormt svært at skulle rumme andres glæde midt i vores egen store sorg. Hvordan bærer man på den modsætning?
Du skal først og fremmest lytte til din krop og dit sind. Du skal være tro mod dig selv, loyal over for dine følelser og ikke forsøge, at tage hensynet til andre før hensynet til dig selv.
Dine følelser er ikke dine kæres. Dine følelser er dine egne. Det betyder også, at dine kære ikke kan stå til regnskab for dem, men det kan være så givende for dem at vide, hvor du er, så de bedst muligt kan støtte dig på din rejse.
Der vil være dage, hvor du kan mærke, at du har overskud til at åbne og dele ud af det inderste. Måske i et brev, måske i en konkret situation hvor det lige føles helt naturligt, måske på en sms. Men der vil også være dage, hvor du har brug for ro og tid – så træk dig. Det er ikke enten eller, og du skal ikke dele ud på kommando eller fordi andre gør krav på det. Det er så vigtigt, at du passer på de mange bidder af dig selv, for der skal også være et dig tilbage efter behandlingen.